Du skal strække ud. Men ikke af den grund du tror.

RSS
Strækøvelser gør dig smidig, giver dig sunde og bevægelige led, mindsker smerter og risikoen for slidsskader. Men strækøvelser gør dig ikke mindre øm efter du har trænet.
Da jeg blev uddannet gymnastikinstruktør for mange år siden, lærte vi at vi skulle strække ud, for at musklerne ikke blev så ømme dagen efter træningen. 
Strækøvelser gør ikke musklerne mindre ømme
I 1998 viste nogle undersøgelser fra Odense Universitet, at strækøvelser ingen effekt har på ømhed. Måden man undersøgte det på, var ved at lade forsøgsdeltagerne træne lårmusklerne, så hårdt at man var sikker på, at de ville være ømme dagen efter. Så lod man forsøgspersonerne strække musklerne i det ene ben ud. De følgende dage skulle forsøgspersonerne registrere, hvor ømme musklerne i hhv. højre og venstre lår var. Det viste sig, at der var ingen forskel om man strakte ud eller ikke. 
Det blev straks til overskrifter i medierne; udstrækning virker ikke! Men det passer ikke. Udstrækning virker ikke imod ømhed, men strækøvelser er i høj grad vigtige. Uanset om man træner eller ej. Muskler, der bliver brugt, bliver stive med tiden. Stive muskler mindsker bevægeudslaget i de led, de kontrollerer. Mindre bevægeudslag øger risikoen for slidgigt, smerter, muskelspændinger og overbelastning af andre led og muskler. 
Stræk ud, når det passer dig
Udstrækning er vigtig. Strækøvelserne behøver bare ikke ligge lige efter træning. Når vi ofte gør det lige efter træning, er det fordi, det er et godt tidspunkt. Musklerne responderer hurtigere på de forskellige træk, de udsættes for når vi strækker ud, imens kroppen er varm. Strækøvelserne virker også beroligende, hvilket er fint lige efter træning som har presset hele kroppen.
Stræk ud minimum 2 gange om ugen, hvis du vil mindske risikoen for at blive for stiv og få skader. Er du skadet, har meget stive muskler eller vil øge din smidighed, så er det en god idé at lave strækøvelser dagligt.
Du kan fx lave dem imens du ser tv, taler i telefon eller holder Zoom-møde :-)

Forrige indlæg

  • Birgitte Nymann