Guide til køb af hjemmetræningsudstyr

RSS
Penge og tid er ofte det vi bruger som undskyldninger for ikke at få trænet kroppen. Som du måske har læst her før, så er jeg jo af den holdning at det alt sammen handler om prioriteringer. Jeg bor lige ved søerne i København og kan dagligt se forældre der løber med deres børn enten i barnevogn, babyjogger eller de løber sammen med børnene. Eller også cykler barnet ved siden af – eller familien går en tur sammen. Så der findes masser af travle børnefamilier der alligevel får bevægelse prioriteret. Og har du ikke børn, så er der bare ikke nogen undskyldning for ikke at have tid. Penge derimod kan jo sagtens være en udfordring at have ekstra af til at betale for træningsaktiviteter. Tid har vi alle den samme mængde af, men pengestrømmen ind på kontoen varierer meget fra person til person. MEN det er ikke en stor investering at komme i form – med mindre du vil gøre det til en stor investering. Du kan træne udendørs året rundt. Det gør jeg selv – og stort set al min personlige træning foregår i de Københavnske parker og gader sammen med mine klienter – også når det regner, sner og blæser. Du skal blot have noget tøj på der er eftergiveligt, så kan du træne udendørs.
Er du mere til træning indendørs, men har ikke råd til medlemskab af gymnastikforeningen eller fitnesscentret, så har du stadig rig mulighed for at træne til få kroner. En træningsdvd til kr. 199 med Pilates, Yoga eller EFFEKT øvelser giver dig masser af træning uden at du skal investere i redskaber. Og vil du have lidt ekstra ud af øvelserne, så skal der en meget lille investering til for at du har et komplet fitnesscenter derhjemme. Køb træningsdvd'er her.
Jeg har lavet en guide til køb af billige træningsredskaber her på siden.


Når du skal købe træningsbold
er det vigtigste at kigge på om bolden har det der hedder ABS-system, Anti-Burst-System. En normal bold vil, hvis den rammer en skarp genstand, sprænges som en ballon gør, hvor en bold med ABS-system langsomt mister luften. Når du skal bruge bolden hjemme er der stor risiko, for at den rammer en skarp genstand, et stykke af børnenes legetøj, en træsplint, en ølkapsel fra festen i lørdags, kanten af sofabordet, når du træner og næsten uanset hvilken øvelse du er i gang med på bolden, hvis den springer, kan du komme galt af sted. Køb din ABS-bold her.

Når du køber håndvægte
er det vigtigste at lægge mærke til om de ligger godt i hånden. Man kan stort set sige at en håndvægt er en håndvægt, men det betyder jo ikke, at den ikke må se lidt pæn ud eller have en behagelig overflade at holde på. Om dine håndvægte koster kr. 50 eller 200 er ikke afgørende for resultatet, så køb det sæt der passer til din pengepung og smag. Generelt købes for små håndvægte af kvinder. Vi er bange for at få store overarme af at træne med håndvægte, men sådan forholder det sig ikke. Der skal rigtigt meget hård træning til at få musklerne på overarmene til at vokse. Bare se på mændene, hvor længe det tager – og de vokser lettere end kvinder gør. Du skal minimum have 1½ kilos håndvægte. Er du skadesfri i håndled og skuldre kan du med sindsro købe håndvægte der vejer 2-3 kilo. Når de vejer så meget er antallet af øvelser du kan lave med stor effekt mange doblet. Du kan både træne ben, ryg, mave og arme med vægte i den vægtklasse. Køb håndvægte her.

Når du køber en xertube og elastikbånd
er der to typer af elastik at vælge i mellem. Man kan få traditionelle xertubes, hvor elastikken er at sammenligne med en almindelig elastik. En almindelig elastik bliver strammere jo mere udspændt den bliver og dermed bliver den hårdere at trække i. Dvs. belastningen stiger jo mere udspændt elastikken er. Den traditionelle xertube er god til træning af arme og ben. Du kan også købe en Theraband-xertube som er af et elastisk materiale der til forveksling ligner en traditionel xertube. Elastikken er af et materiale der opfører sig anderledes end en almindelig elastik. Den bliver nemlig ikke strammere jo mere den bliver udspændt. Fordelen ved træning med denne slags elastik er at man kan lave store bevægelser uden at belastningen tiltager og man får en mere naturlig belastning på musklerne man træner. Theraband-xertuben er god til træning af skuldre, ryg og mave. Xertubes kan købes i forskellige sværhedsgrader. Søg vejledning der hvor du køber din xertube for at finde den der passer til dig. Her kan du købe Theraband-elastikker; Træningselastikker.
Når du køber træningsmåtte
Er der et hav af forskellige tykkelser, længder og kvaliteter at vælge imellem. Til hjemmebrug behøver måtten ikke at høre til i den dyre ende, fordi det kun er dig og måske en eller to andre, der bruger måtten i løbet af en uge, hvor måtterne i et fitnesscenter bliver brugt mange gange dagligt. Som regel hører pris og kvalitet sammen, MEN til hjemmebrug er det rigeligt at bruge kr. 300 på måtten og mindre kan også sagtens gøre det. De helt billige måtter er yogamåtter, som er meget tynde og som ikke giver meget beskyttelse af din krop, når du ligger og laver øvelser. Og så kan du faktisk også sagtens bruge et ganske almindeligt liggeunderlag som man bruger på teltturen eller lejrskolen. Se hvilke træningsmåtter jeg syntes er de bedste til prisen: Træningsmåtter

Træningsøvelser med alle disse redskaber?
På internettet er der masser af gratis inspiration til at lave øvelser med de redskaber jeg har nævnt – og så viser jeg jo ofte øvelser her på siden, der netop er med de redskaber – fordi det er de mest effektive redskaber at lave øvelser med derhjemme, når du er ”almindelig” motionist – som jeg også selv hører til.



Forrige indlæg Næste indlæg

  • Birgitte Nymann
Kommentarer 0
Skriv en kommentar
Dit navn:*
E-mail adresse:*
Besked: *

Bemærk: kommentarer skal godkendes, før de publiceres

* Påkrævede felter